© 2024 Pind og Partnere – Vi løser sagen – Designet af Aveo web&marketing
Rækkevidden af forældelseslovens § 21, stk. 5, eller bestemmelses analogi, af advokat (H) Jesper Nørgaard
Det fremgår af forældelseslovens § 21, stk. 5, at er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldner og fordringshaver, evt. under medvirken af en uafhængig 3. mand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at været afsluttede.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at denne hjemler en tillægsfrist i tilfælde, hvor der indledes realitetsforhandlinger vedrørende krav mellem parterne, således at der gælder en frist på 1 år fra forhandlingerne afsluttes indtil, at forældelsen skal afbrydes af retsskridt, syn og skøn eller anlæggelse af en sag.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at der skal være tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet, således at kreditor har føje til at antage, at det ikke er nødvendigt at iværksætte retslige skridt for at undgå forældelse.
Der bør ikke herske tvivl om, at i situationer hvor kravet enten afvises eller godkendes, foreligger der ikke en forhandling. Hvis der foreligger en erkendelse af kravet, afbrydes forældelsen efter forældelseslovens § 15. Det fremgår af forarbejderne til § 15, at det ved formuleringen heraf er præciseret, at erkendelsen også kan foreligge stiltiende, men at der herved ikke er tilsigtet en ændring af retspraksis i forhold til den tidligere regel. Afgørende for om der foreligger en skylderkendelse er, om skyldneren i ord og handling har givet kreditor føje til at antage, at der ikke bestod nogen tvist om kravet, således at kreditor kunne gå ud fra, at det ikke ville være nødvendigt at retsforfølge kravet. Det beror på en konkret fortolkning, om en skyldner kan siges definitivt at have afvist kravet.
Spørgsmålet er herefter, hvad der er gældende i situationer, der ligger imellem disse klare situationer, hvor skyldneren på den ene side utvivlsomt har erkendt kravet og på den anden side, hvor skyldneren utvetydigt har afvist kravet.
Det afgørende vil ofte være, om skyldner har tilkendegivet en sådan grad af imødekommelse overfor de fremsatte krav, at der ikke vil være et incitament for fordringshaveren til at iværksætte retslige skridt, idet der er udsigt til, at parterne vil opnå en forligsmæssig løsning.
En sådan vurdering har været genstand for bedømmelse i en række sager.
I T:BB2015.430 havde en hovedentreprenør i 2005 opført 40 boliger for et investeringsselskab. Der viste sig senere mangler ved byggeriet, og idet investeringsselskabet gik konkurs blev kravet rettet mod hovedentreprenør. Voldgiftsretten fandt, at andelsboligforeningen havde reklameret rettidigt indenfor 5 års grænsen (AB 92). Ved den afholdte 5 års gennemgang aftalte parterne, at man i fællesskab skulle gennemgå og vurdere manglerne, der undervejs i forløbet havde vist sig mere omfangsrige end først antaget. Voldgiftsretten fandt, at denne aftale var et udtryk for, at ’spørgsmålet om hovedentreprenørens ansvar stadig var til forhandling’, og kravet var således ikke forældet ved indgivelse af begæring om syn og skøn ca. 7 mdr. senere (end 5 års gennemgangen) jf. forældelseslovens § 21, stk. 5.
I T:BB2017.538 havde køberne af et antal huse konstateret problemer med afskalninger af facaden, revnedannelser og vandindtrængning. Husene var afleveret i 2007. Flertallet i landsretten fandt, at køberne i hvert fald i januar 2009 havde været klar over, at der var et krav mod entreprenøren (ud fra reglerne om springende regres, idet bygherre gik konkurs), men køberne afbrød først forældelsen ved begæring om isoleret bevisoptagelse i november 2012, hvorfor kravet som udgangspunkt var forældet ift. den 3-årige forældelse jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.
Spørgsmålet var herefter, om forældelsen forinden var afbrudt ved erkendelse af kravet, fra enten rådgivers eller entreprenørens side. Da rådgiver på intet tidspunkt havde anerkendt noget ansvar, var forældelsen ikke afbrudt overfor denne. Uagtet at entreprenøren havde gjort forsøg på afhjælpning både i 2008 og 2009 og så sent som i 2010 havde afholdt møder med køberne, havde entreprenøren på intet tidspunkt erkendt at være ansvarlig for de konstaterede skader, og forældelsen var derfor ikke blevet afbrudt ved entreprenørens handlemåde.
I T:BB2020.768 havde en ejerforening indgået aftale med en entreprenør om dennes udførelse af en tagrenovering samt etablering af en række tagboliger på foreningens ejendom. Byggeriet blev afleveret i 2004. Efter nogle år konstateredes der vandindtrængen og entreprenøren forsøgte at afhjælpe problemerne. Parterne indgik en suspensionsaftale i primo 2012 som entreprenøren opsagde medio 2013. Foreningen indledte herefter en voldgiftssag, som i medio 2014 blev afsluttet ved parternes indgåelse af forlig. Ifølge forliget skulle entreprenøren afhjælpe manglerne (både de allerede konstaterede og såfremt man opdagede yderligere manglerne under udbedringsarbejderne).
Entreprenøren forsøgte henover de næste år uden held at afhjælpe manglerne, og afbrød udbedringsforsøgene endeligt i medio 2017. Foreningen indgav herefter begæring om syn og skøn ultimo 2017, og den afsluttende erklæring blev afgivet primo 2019, hvorefter foreningen indledte en voldgiftssag medio 2019.
Voldgiftsretten fandt, at foreningen i 2008 var opmærksom på problemet med vandindtrængen. hvorfor forældelsen løb fra dette tidspunkt (forældelseslovens § 3, stk. 2), og at foreningens krav således var forældet i 2011, medmindre forældelsesfristen forinden var blevet afbrudt eller udskudt.
Voldgiftsnævnet fandt, at entreprenørens positive indstilling til at afhjælpe manglerne ikke var at betragte som en skylderkendelse, som havde den præcision der kræves med hensyn til erkendelse af kravet og dets størrelse, som er nødvendig for at afbryde kravet efter forældelseslovens §15.
Det bemærkedes tillige i afgørelsen, at det forlig parterne havde indgået i medio 2014 ikke var tilstrækkeligt fastlagt i forhold til anerkendelse af kravets eksistens eller størrelsen heraf, hvorfor dette ikke opfyldte betingelserne for afbrydelse af forældelsen i forældelseslovens § 5, stk. 1 nr. 3
Da entreprenøren imidlertid på intet tidspunkt frem til at udbedringsforsøgene ophørte, havde indstillet sine forsøg på at udbedre og afhjælpe forholdet for egen regning, fulgte det af forældelseslovens § 21, stk. 5 eller dennes analogi, at der ikke var indtrådt forældelse af ejerforeningskrav mod entreprenøren, da suspensionsaftalen blev indgået, og ej heller da voldgiftssagen blev anlagt. Med andre ord fandt Voldgiftsretten, at udbedringsforsøgene kunne sidestilles med forhandlinger. Det bemærkedes tillige, at der var gået mindre end 1 år mellem udbedringsforsøgene.
I UfR.2021.1605 kom en person i medio 2014 til skade ved en trafikulykke og kravet mod forsikringsselskabet ville herefter udløbe pga. forældelse medio 2017. Skadelidte fik ikke afbrudt forældelsen inden udløb af den anførte 3 års periode. Parterne havde imidlertid indgået en række suspensionsaftaler, og spørgsmålet blev herefter om skadelidte, på grund af de indgåede suspensionsaftaler, var afskåret fra at påberåbe sig forældelseslovens § 21, stk. 5, således at kravet blev forældet ved udløb af suspensionen, idet kravet på dette tidspunkt endnu ikke var indbragt for retten.
Landsretten udtalte, at der som udgangspunkt måtte være en formodning for, at en aftale om suspension indtil et bestemt tidspunkt, måtte forstås som en aftale om at fravige forældelseslovens § 21, stk. 5, således at der som udgangspunkt indtrådte forældelse ved udløb af den aftalte frist i suspensionsaftalen, uagtet at der i suspensionsperioden pågik forhandlinger mellem parterne.
Da forsikringsselskabet midlertidig løbende anmodede om nyt materiale til brug for sagens afgørelse, og forsikringsselskabet tilkendegav at man ved modtagelse heraf ville tage stilling til det videre forløb fandt landsretten, at skadelidte med føje kunne gå ud fra, at det ikke var nødvendigt at foretage retslige skridt for at afbryde forældelsen, og at suspensionsaftalen under disse omstændigheder ikke indebar en fravigelse af forældelseslovens § 21, stk. 5. Landsretten fandt således, at den aktivitet der foregik mellem parterne var at sidestille med forhandlinger, der udskød forældelsen.
I T:BB2023.749 var der konstateret vandindtrængen gennem facademur, vinduer og døre. Byggeriet blev afleveret i 2014. Frem til 5 års gennemgangen reklamerede bygherre løbende over forskellige problemer med vandindtrængen. I hele denne periode tog totalentreprenøren løbende stilling til reklamationerne og anerkendte disse, og forsøgte for egen regning at afhjælpe disse mangler.
Voldgiftsretten lagde til grund, at der ikke på noget tidspunkt efter første forsøg på afhjælpning af mangler med vandindtrængen, havde været en periode på 1 år, hvor totalentreprenøren ikke havde været i gang med at finde skadesårsagen samt afhjælpe problemet. Det var først fra det tidspunkt hvor totalentreprenøren afviste at foretage yderligere afhjælpning, at forældelsesfristen på 1 år begyndte at løbe fra.
Da bygherre inden udløbet af denne frist, inklusiv en mindre aftalt suspensionsperiode, anlagde sagen, var kravet ikke forældet iht. forældelseslovens § 21, stk. 5 eller dennes analogi.
© 2024 Pind og Partnere – Vi løser sagen – Designet af Aveo web&marketing