Kort fortalt, er medation en moderne konfliktmæglingsmetode, hvor parterne selv løser konflikten. Processen faciliteres af en upartisk uddannet mediator, der er trænet til at sikre rammerne for en dialog mellem de involverede parter.

Der er god dokumentation for at mediation resulterer i hurtigere, billigere og bedre løsninger for parterne.

Mange sager kan løses på en enkelt dag uden forberedelse for mediator, andre mere komplicerede sager kræver mediators forberedelse f.eks. gennemgang af materiale og separate møder med parterne inden man mødes til den egentlige mediation. Selv komplicerede sager kan løses i løbet af få måneders forberedelse og 2-3 mediationsdage. Til sammenligning tager retssager ofte 1-3 år.

Undersøgelser viser ligeledes, at aftaler indgået under mediation oftere overholdes end domsafgørelser. Det skyldes nok, at parterne føler større ejerskab og loyalitet overfor aftalerne.

En af de store forskelle mellem mediation og domstolene er, at parterne under mediation får bedre mulighed for at komme rundt om de interesser, der danner baggrunden for konflikten. Når parternes interesser er kortlagte, kan det åbne op for løsning af konflikten, selv i sager, hvor parternes ellers har haft meget fastlåste positioner. Og som den anden store forskel, så er det parterne selv, der indgår aftalen under mediation.

Vores erfaring er, at parterne, ved denne tilgang og arbejdsmetode, oplever væsentlig færre omkostninger, en hurtigere løsning og ikke mindst at parternes i højere grad kan bevare eller genopbygge deres gode relationer, hvilket for mange er det mest værdiskabende.

Vi kan facilitere mediation for parter, der ikke er klienter hos Pind og Partnere.