Hvorfor er det ikke altid en god ide at skifte forsikringsselskab – og hvorfor risikerer du at stå uden dækning?
Som entreprenør eller håndværker har du nok en del at holde styr på. Mellem projekter, kunder og medarbejdere er det let at overse små, men vigtige detaljer, der kan få store konsekvenser, hvis de ikke håndteres ordentligt. En af de mest kritiske fejltagelser, mange begår, er at glemme at tegne en overgangsforsikring, når de skifter forsikringsselskab.
Men hvorfor er det så vigtigt?
Når du, som erhvervsdrivende, skifter forsikringsselskab, kan du risikere, at tidligere udført arbejde – som var dækket af forsikringen i dit gamle forsikringsselskab – ikke længere er dækket, hvis du ikke anmelder skaderne inden for 3-6 måneder efter, du har opsagt den gamle forsikringsaftale. Og det kan ende med at koste dig dyrt.
Den store risiko: Retshjælpen kan forsvinde
Uden en overgangsforsikring kan du risikere at stå uden retshjælpsdækning, hvis du havner i en tvist, efter du har skiftet forsikringsselskab. Et scenarie kan være, at du har afleveret et byggeri 1. februar, og 1. april skifter du forsikringsselskab fra A til B. Der sker nu det, at bygherren den 1. november gør mangler gældende ved det afleverede, og der rettes et krav mod dig, altså 9 mdr. efter aflevering og 7 mdr. efter, at du har skiftet forsikringsselskab. Byggeriet er afleveret i forsikringsselskabs A’s periode, men den opsagde du 1. april. Du har tegnet en ny forsikring den 1. april, men din nye forsikring dækker ikke forhold ved et byggeri du har udført inden forsikringen trådte i kraft – en kaskoforsikring på en bil dækker heller ikke, hvis du tegner den dagen efter, at du er har lavet en skade på din bil.
I dit oprindelige forsikringsselskabs betingelser vil det ofte fremgå, at krav skal anmeldes inden 3-6 mdr. fra opsigelsesdagen, dvs. (i ovennævnte scenarie) inden udgangen af oktober. Det betyder, at din oprindelige forsikring oplyser, at du har anmeldt kravet for sent, og din nye forsikring oplyser, at forholdet er opstået inden du tegnede forsikringen og derfor ej heller dækker. Du står derfor nu i den situation, at du ikke har retshjælp til at føre denne sag, og du skal selv betale udgifterne forbundet hermed.
Det kan lyde som noget, der sker andre, men det sker faktisk oftere, end du tror. En sag om mangler udvikler sig ofte til en retssag, og uden retshjælp er der kun én ting, du kan være sikker på: Det vil blive en meget dyr og tidskrævende affære.
Så hvad kan du gøre for at beskytte dig selv?
En lille ekstra indsats, der kan redde dig for store problemer
En overgangsforsikring er ikke bare en ekstra udgift – det er en investering i din forretning. Det er en sikkerhed for dig, så du kan fokusere på det, du er bedst til: At levere kvalitet og holde styr på byggeprojekterne. Vores specialister advokat Anders Troelsen og advokat Jesper Nørgaard kan vi hjælpe dig med at gennemgå forsikringsbetingelser inden et eventuelt skifte.
© 2024 Pind og Partnere – Vi løser sagen – Designet af Aveo web&marketing