Har du styr på din forsikringsmægler?

Mange virksomheder benytter sig af forsikringsmæglere til at afdække virksomhedens risici og sikre, at der tegnes de rigtige forsikringer.

Pind & Partnere har i to retssager bistået virksomheder, som ikke var tilfredse med det arbejde, som forsikringsmægleren havde udført. I begge sager havde virksomhederne fået afslag på forsikringsdækning, og spørgsmålet var herefter, om forsikringsmægleren havde begået fejl.

I den ene sag fandt domstolen, at der var begået fejl, hvorimod domstolen i den anden sag frifandt forsikringsmægleren.

Baggrund:

Reglerne for forsikringsmæglere er gennem årene blevet ændret, men forsikringsmæglerne har dog i mange år skulle udarbejde en samarbejdsaftale samt analysere og beskrive kundens risici. Derudover skal forsikringsmægleren sikre og rådgive kunden om, hvorvidt forsikringstilbuddet lever op til kundens behov. Parternes aftale kan nærmere regulere den ydelse, som forsikringsmægleren skal yde. Derfor er en skriftlig aftale vigtig.

Særligt arbejdet med at ”analysere og beskrive kundens risici” – og på denne baggrund rådgive kunden om forsikringstilbuddet – er helt centralt for forsikringsmæglerens ydelse. Der er ikke nogen facitliste for, hvordan forsikringsmægleren skal analysere og beskrive kundens risici. De fleste vil dog nok mene, at et besøg hos virksomheden og et indgående kendskab til virksomhedens drift er en væsentlig forudsætning for, at forsikringsmægleren kan vurdere virksomhedens behov og risici. Ofte modtager forsikringsmægleren policen, og forsikringsmægleren skal på den baggrund påse, at den endelige forsikringsaftale er i overensstemmelse med det aftalte.

Mægler havde begået fejl:

I den ene sag havde virksomheden via sin faste forsikringsmægler udbedt sig en entrepriseforsikring i forbindelse med opførelse af en bygning. Entrepriseforsikringen skulle efterfølgende overgå til en bygnings- og brandforsikring. Forsikringsmægleren var bekendt med, at der i bygningen skulle være forskellige aktiviteter, herunder lager og autoværksted og forsikringsmægleren havde tillige videregivet oplysningen om autoværksted til forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet udbad sig imidlertid yderligere oplysninger, og forsikringsmægleren fremsendte herefter tegninger, hvor byggeriet alene var benævnt lager, og ikke også autoværksted.

Da entrepriseforsikringen skulle overgå til permanent bygningsforsikring, var der i policen kun anført ”lager”.

Forsikringsmægleren modtog policen, men gjorde ingen bemærkninger om, at den også burde omfatte autoværksted.

Der var ikke mellem virksomheden og forsikringsmægleren indgået nogen skriftlig aftale om det arbejde, som forsikringsmægleren skulle udføre.

Virksomheden bemærkede heller ikke, at policen kun omfattede lager, og efter ca. 8 år brændte bygningen.

Forsikringsselskabet afviste at dække skaderne fuldt ud bl.a. med henvisning til, at ejendommen alene var forsikret som lager.

Forsikringsmægleren gjorde bl.a. gældende, at virksomheden selv kunne have konstateret, at ejendommen kun var forsikret som lager, og at dette særligt måtte gælde, når branden skete så mange år efter, at forsikringsmægleren var ophørt med at betjene virksomheden.

Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke var udarbejdet nogen aftale mellem virksomheden og forsikringsmægleren, og da forsikringsmægleren have været vidende om, at bygningen skulle anvendes til autoværksted, og da forsikringsmægleren ligeledes havde haft policen til gennemsyn, fandt retten, at der var handlet ansvarspådragende fra forsikringsmæglerens side. Det forhold, at virksomheden ikke selv havde konstateret den manglende dækning, kunne ikke føre til et andet resultat. Dommen blev i det væsentligste stadfæstet af landsretten.

Mægler havde ikke begået fejl:

I den anden sag var der heller ikke indgået nogen skriftlig aftale om det arbejde, som forsikringsmægleren skulle udføre for virksomheden. Virksomheden, en tandtekniker, lå inde med ædelmetaller, som blev stjålet under et indbrud, og forsikringsselskabet afviste efterfølgende at dække tyveriet med henvisning til, at forsikringen slet ikke omfattede ædelmetaller.

Tvistepunktet var herefter, hvorvidt forsikringsmægleren burde have haft kendskab til, at en tandtekniker lå inde med ædelmetaller, således at forsikringsmægleren kunne have sikret, at ædelmetallerne var omfattet af forsikringsdækning. Tyveriet skete ca. 9 år efter, at forsikringsmægleren havde bistået virksomheden.

Retten fandt, at forsikringsmægleren var nærmest til at sikre sig skriftlig dokumentation for aftalen, og forsikringsmægleren havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var begrænsninger i forsikringsmæglernes ydelse. Forsikringsmægleren havde heller ikke foretaget sig tilstrækkeligt i forhold til, hvad virksomheden kunne forvente. Forsikringsmægleren havde derfor som udgangspunkt handlet ansvarspådragende.

Retten frifandt imidlertid forsikringsmægleren. Retten lagde bl.a. vægt på, at virksomheden ikke selv havde gjort opmærksom på, at man lå inde med ædelmetaller, og at det ”klart” fremgik af policen, at ædelmetaller ikke var omfattet. Endelig lagde retten vægt på, at virksomheden i de 9 år, der var gået, selv burde have konstateret, at ædelmetaller ikke var omfattet af policen.

Konklusion:

Djævlen ligger som bekendt i detaljen, men det kan formentligt udledes af de to domme, at har forsikringsmægleren haft en positiv viden om et forhold, som bør være dækket, udgør dette en skærpende omstændighed i forhold til den situation, hvor forsikringsmægleren ”blot” ikke har undersøgt virksomhedens behov og risici tilstrækkeligt. Det er ligeledes interessant, at domstolen i den første sag ikke tillægger det betydning, at der går ca. 8 år, hvor virksomheden kunne have konstateret uoverensstemmelsen, hvorimod retten i den anden sag tillægger det betydning, at der var gået ca. 9 år.

Som virksomhed bør man sikre sig, at alle relevante oplysninger er videregivet til forsikringsmægleren og ikke blot forlade sig på, at forsikringsmægleren selv har undersøgt forholdet. Virksomheden bør løbende sikre sig, at forsikringsbehovet er afdækket, hvilket også stiller krav til virksomheden selv. Grovheden af den fejl, som forsikringsmægleren begår, kan ligeledes få betydning for de krav, der kan stilles til, at virksomheden selv efterfølgende opdager fejlen. Kan virksomheden dokumentere, at forsikringsmægleren burde vide, at et forhold skulle forsikringsdækkes, vil selv en længere periode formentlig ikke fritage forsikringsmægleren for ansvar.

Læs også